Den invasive stillehavsøsters breder sig i de danske farvande, og mange steder er der nu store forekomster af arten. I Vadehavet påvirker det bestandene af blåmuslinger og dermed også fødegrundlaget for flere fuglearter i området.
Med denne forsøgsordning vil Fiskeristyrelsen give mulighed for at begrænse udbredelsen af stillehavsøsters i Vadehavet. Opsamlingen skal ske skånsomt og uden større konsekvenser for området og dets økosystem, og derfor gives der kun tilladelse til at håndopsamle eller anvende lette håndholdte redskaber.
Forsøgsordningen gør det muligt at omsætte stillehavsøsters fra Vadehavet kommercielt, og fiskeriet kan kun bedrives som erhvervsfiskeri og/eller bierhvervsfiskeri.
Ansøgning om tilladelse
Der skal ansøges om tilladelse til dette fiskeri, da der er tale om et forsøg, hvor formålet om at nedbringe bestanden af stillehavsøsters, sker med en erhvervsmæssig udnyttelse af de opsamlede stillehavsøsters, og hvor fangsten må omsættes.
Hvis du ønsker at deltage i forsøgsordningen, skal du henvende dig til Fiskeristyrelsen og ansøge om en Forsøgstilladelse til begrænsning af stillehavsøsters i Vadehavet ved opsamling med håndkraft.
Ansøgningen skal indeholde en kort beskrivelse af det ønskede fiskeri, hvor følgende oplysninger som minimum skal fremgå:
- I hvilke produktionsområder i Vadehavet du ønsker at indsamle stillehavsøsters (Produktionsområderne fremgår af bilag 1 til Bekendtgørelsen om muslinger m.m. nr. 574 af 25. maj 2023)
- Hvor mange personer, der forventes at indgå i fiskeriet
- Hvordan du forventer at transportere fangsten til evt. depot og ved landing
- Om der sker en behandling efter landing og før salg, og i så fald hvilken type behandling
- Om du/I ansøger som en enkelt person eller som et selskab
- Hvordan, og til hvilket formål afsætning af stillehavsøsters skal ske
Ansøgningen skal sendes til: Fiskerikontrol@fiskeristyrelsen.dk
Da der er tale om en forsøgsordning og af hensyn til Vadehavets status som Natura 2000-område, vil der være en øvre grænse for hvor mange tilladelser, der kan udstedes i området. Hvis styrelsen modtager flere ansøgere end forventet, vil der blive prioriteret efter først til mølle-princippet.